Hvad er det bedste ved at bo i Ry - med dine ord?
“Ry har en passende størrelse. Gode handelsmuligheder og nem adgang til offentlig transport. Når man som jeg har boet længe i Ry, kender man også en mængde dejlige mennesker i området. Det bedste er, at vi har familie tæt på. I Ry er der masser af muligheder for gåture i naturen. Der er konstant mulighed for at finde nye smukke eller spændende ruter.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Ry til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Lige nu skal man se og følge Museum Skanderborgs udgravninger på Brunhøjvej. Det er spændende, og man får gode forklaringer, når arbejdet pågår. Bagefter kan man passende gå på Kyhnsminde. Nyde udsigten og sende en venlig tanke til den gamle maler og alle de nutidige kreative kunstnere, der også er i Ry.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Det er jeg ikke den rette til at udtale mig om, men mit ønske er at være et ordentligt menneske, og jeg vil gøre ret meget for at bevare et lyst sind, et godt humør og gode relationer. Det er vigtigt, vi behandler hinanden med respekt og forståelse trods forskelligheder. Jeg holder af det ordsprog, der siger, at det er bedre at tænde et lille lys i mørket end at forbande det.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“Som pensionist er jeg utrolig glad og taknemmelig over de muligheder, livet byder, hvis man ellers har helbredet nogenlunde i orden. Der er mange aktiviteter, jeg ikke havde tid til i arbejdslivet. Tid, lyst og muligheder har jeg nu, og det er herligt.”
Hvem i Ry vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg har boet på Ahornvej i 48 år og altid haft gode naboer. Det er en gave. Jeg er desuden fuld af beundring for alle de mange mennesker, der yder en stor indsats i forbindelse med foreninger, aktiviteter, velgørenhed og meget andet her i Ry. De fortjener hver og en stor tak.”