Middelaldergøglerne kommer til Svejstrup

Profilbillede
dato

I weekenden den 5. og 6. juni kan man opleve masser af historisk gøgl, musik og teater, når ”Gøglernes Lejr” kommer til den gamle præstegård i Svejstrup mellem Skanderborg og Ry.  

Det er vist ingen hemmelighed, at det sidste år også har været hårdt for gøglere og musikanter. Markeder og festivaler er aflyst, så derfor har en flok middelaldergøglere og -musikanter taget skeen i egen hånd – og arrangerer selv ”Gøglernes lejr”

Her laver de weekenden igennem hele fire forestillinger hvor publikum kan opleve musik, teater, gøgl og gags i et spækket tre-timers program for hele familien.

Rammen om aktiviteterne er en autentisk middelalderlejr med gøglernes historiske telte. Her er duft af bålrøg og mulighed for at prøve sjove historiske lege, lave sit eget pandebrød og naturligvis opleve det omfattende underholdningsprogram. 

Mester Peder & Ildknægten byder på middelaldergøgl og gas. Musikgruppen Moro underholder med festlige middelaldermusik og skæmtsomme viser. Musik- og teatergruppen Jubel spiller dukketeater og underholder med musik, der inviterer til kædedans. Madam Skrald laver fortælleteater for de allermindste gæster – og Skjaldekroen byder på smagsprøver af mjød – og sælger naturligvis drikkevarer, ristede pøser, pandekager m.v. 

Lørdag aften laves der også en forestilling. Her er programmet mere målrettet mod et voksent publikum.

Bag projektet står lokale Peter Dalsgaard fra Svejstrup, der udover at optræde som Mester Peder – også driver eget eventfirma: ”Det sidste år, har event- og underholdningsbranchen været hårdt ramt af Corona-restriktioner. Men i stedet for at jamre over fortsatte aflysninger, må vi bare stable arrangementer på benene selv”

Helt fri for restriktioner er gøglerne ikke endnu, så derfor sælges der også kun 80 billetter pr. forestilling, så man kan overholde gældende regler.

Billetter skal købes i forsalg her


Kilde: Redaktionen