Fredag den 11. februar 2022 er det Skolernes Skakdag også kaldet hjernens motionsdag. På fire skoler i Skanderborg Kommune er eleverne klar til at spille skak og træne de små grå.
Det er bl.a. elever fra Mølleskolen i Ry, men også fra Gl. Rye Skole, Skovbyskolen og Voerladegård Skole, der er klar ved skakbrættet den 11. februar.
Skak styrker den mentale sundhed, koncentrationen og styrker nye måder at lære på. Når Skolernes Skakdag løber af stablen, foregår skakspillet med særligt udviklet undervisningsmateriale, der træner elevernes fokus, koncentration og forudseenhed.
“Alle kan være med til skoleskak. Vi hører ofte historier fra skolerne, hvor nye venskaber opstår på tværs af køn, grupperinger og special/almenområdet, når børn og unge mødes over skakbrættet. Her kan eleverne mødes om en fælles aktivitet, der er skærmfri og se hinanden i øjnene. I 2022 er det vigtigere end nogensinde før”, siger Mikkel Nørgaard, der er læringschef ved Dansk Skoleskak.
I Skanderborg Kommune deltager i alt 465 elever i Skolernes Skakdag, og på landsplan er det i alt 31.095 elever, fordelt på 214 skoler, der er med i Skolernes Skakdag.
Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag 2022 arrangeres af skoler over hele landet, i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond og en række lokale fonde.