Efter kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen får OK Plus tanken på Randersvej i Ry nu en meget glad smiley i stedet for den sure smiley. Så der er smil at spore på OK tanken.
Når Fødevarestyrelsen rykker ud på kontrolbesøg og deler smileys ud, er der ofte både spænding og nervøsitet hos de erhvervsdrivende. Fødevarestyrelsen vurderer nemlig om butikken, cafeen eller restauranten lever op til de krav, der er på området.
Det munder ud i en kontrolrapport og en smiley, der passer til den vurdering, som Fødevarestyrelsen giver.
I kontrolrapporten kan man læse hvornår og hvad der blev kontrolleret og både den og den tildelte smiley skal altid hænge synligt ved indgang, så du som forbruger kan se både smiley og læse rapporten, inden du går ind.
Nu skal OK Plus tanken på Randersvej i Ry skifte deres sure smiley ud med den mest glade smiley efter de havde besøg af Fødevarestyrelsens kontrollanter i sidste uge. Her var vurderingen nemlig, at der intet var at komme efter og OK Plus tanken kan derfor nu glæde sig over, at kunne hænge en meget glad smiley op.