Den 2. marts er der sydamerikansk aften med forfatter Rigmor Kappel Schmidt og indehaver af Chola Mia Rünitz i butikken i Torvehallen i Ry.
Da man på Ry Bibliotek fik ideen til en sydamerikansk aften, var det oplagt at spørge Mia Rünitz, om lokationen måtte være i hendes butik Chola. Alle, der har besøgt butikken, har nemlig oplevet Mias forkærlighed for Sydamerika.
Mia sagde ja, og den 2. marts afholdes der sydamerikansk aften i hendes butik. Her vil hun selv fortælle om sit forhold til især Bolivia, og hun får selskab af forfatter Rigmor Kappel Schmidt, der giver sin version af det sydamerikanske.
Også kulturformidler Randi Kristensen vil være til stede og sørge for et spændende udvalg af sydamerikansk litteratur, der kan lånes med hjem til arrangementet.
Magiske historier fra et andet kontinent
Rigmor Kappel Schmidt, der er forfatter, foredragsholder og oversætter, vil på aftenen fortælle magiske historier om Sydamerika med særligt fokus på realismen og opgøret hermed.
Gennem de seneste tre år har hun nemlig høstet stor anerkendelse for sine oversættelser af spansksprogede romaner til dansk.
Er du nysgerrig efter sydamerikansk kultur og færden, så er Chola i Torvehallen altså stedet at finde masser af spændende informationer – hvis du ikke er blandt de heldige, der skal opleve det spændende foredrag fra et andet kontinent.