Oplev en enestående etplansvilla i den idylliske landsby Alling, nænsomt præsenteret af home Ry. Blot et stenkast fra Ry centrum venter denne velholdte bolig med 130 m² beboelse samt en imponerende 48 m² dobbeltgarage og værksted. Med Himmelbjergruten tæt på og skove, søer samt fornødenheder få minutter væk, kombinerer boligen ro og natur med bekvemmelighed i hverdagen.
Adresse: Ringvej 15 8680 Ry
Pris: 3.195.000
Det er ikke mindst den murede dobbeltgarage med to porte, der skiller denne etplansvilla i Alling lidt nord for Ry ud fra mængden. Hele ejendommen præsenterer sig med nydeligt murværk i røde sten, og I får 130 boligkvadratmeter samt 48 m2 i garagebygningen, som også har værksted. Alling er en hyggelig landsby, der ligger naturskønt nær skove, søer og åbne marker blot tre minutters kørsel fra Ry centrum - velkommen til!
Særligt for friluftsentusiaster, som holder af lange vandreture i det flotte, kuperede terræn er her helt fantastiske rammer. Faktisk går Himmelbjergruten også gennem det lille lokalsamfund og videre mod Silkeborgsøerne og Himmelbjerget. Og når I dertil har nem forbindelse til Ry, hvor I finder alt, I skal bruge i hverdagen, får I vitterligt det bedste fra to verdener.
Også indvendigt fremstår huset i pæn og velholdt stand, og indretningen er tidssvarende med køkken og stue samlet i et åbent rumforløb. Køkkenet er af ældre dato, men fremstår velholdt, og de solide træfronter er ikke uden charme. Foretrækker I mere moderne rammer, er det naturligvis et oplagt sted at opdatere. Rummet fungerer godt i samspil med alrummet, som har udgang til en terrasse mod vest. Helt perfekt i sommerhalvåret, hvor I nemt kan flytte aftensmåltidet ud under åben himmel.
Der er også adgang til terrasse fra den tilstødende stue. Det er en skøn, sydvendt træterrasse med hegn hele vejen rundt, så det føles som et rigtigt uderum. Der er tre soveværelser i huset, hvoraf de to har indbyggede skabe. Hertil kommer et flot og moderne badeværelse og endelig et bryggers i forbindelse med entréen.
Ligesom terrasserne er haven syd- og vestvendt og ligger således godt for solen. Det er en lukket og fint opvokset have, som også har et drivhus og et udhus. I får derudover et godt friareal foran garagen på den anden side af huset.
Alt i alt en nydelig murstensvilla med godt garageanlæg og en dejlig placering i naturskønne Alling.
Boligens areal: 130m2
Værelser: 4
Grundareal: 807m2
Vil I gerne se boligen? Book jeres fremvisning her.