Ry Bibliotek har en spændende udstilling i august, hvor de to lokale fotografer, Erik Kjær Hansen og Nils Risgaard-Petersen med deres fotografier vil vise stilheden med øjnene.
Når sommerferien er ved at slutte, åbner Ry Bibliotek for en spændende foto-udstilling, hvor to lokale fotografer viser deres oplevelse af stilheden på deres vandreture under corona-nedlukningen.
Giver det overhovedet mening at tale om “at høre stilheden” og “at høre den med øjnene”
Ry Bibliotek beskriver selv udstillingen således på deres hjemmeside:
“Stilhed før stormen. Skovens dybe stille ro. Dødsens stille. Larmende stilhed. Total stilhed. Stilheden kan have mange ansigter. Åbn øjnene og lyt til billederne.”
På denne fotoudstilling får besøgende indblik i de tanker om billeder, som de to fotografer, Erik Kjær Hansen og Nils Risgaard-Petersen viser frem. Hvilke billeder udstråler tryghed og ro og fremstår det fredfyldt eller skræmmende?
Det kan du selv være med til at vurdere, når Ry Bibliotek åbner dørene for alle interesserede den 3. august til den 30. august. Der er åbent alle dage klokken 8-22 og der er gratis adgang.
Det foregår i Foredragssalen på biblioteket. Gældende corona-restriktioner overholdes og du kan holde dig orienteret på bibliotekets hjemmeside.