Efter fem år på posten som formand for Ry Spejderne, så siger Nanna Aage Lundsgaard nu farvel og tak for denne gang. En spændende tid venter nu på en anden eventyrlysten Ry-borger.
Ry Spejderne under Ry Gruppen har i mange år udfordret og forkælet såvel børn som voksne med masser af oplevelser i det fri. Dette ikke mindst takket være de voksne, der hver uge trækker i tøjet og gør en forskel.
En af disse er Nanna Aage Lundsgaard. Hun har i fem år været formand for Ry Spejderne. Restaurering af indendørs faciliteter såvel som velfunderede fremtidsvisioner har Nanna i høj grad været en del af.
Nu har hendes egen søn, der også har været en stor grund til hendes engagement i Spejder Gruppen, nået en alder af 18 år. Tiden er inde for Nanna Aage Lundsgaard til at give stafetten videre.
Drømmer du om at gøre en forskel?
Frisk luft, udfordringer, grin, latter og nærvær – det er nok det, som de fleste forbinder med spejderlivet. Som Formand for Ry Spejderne vil dette være på programmet for den næste, der træder ind i formandskabet.
Der er endnu ikke frigivet navn på en eventuelt ny person på posten, så skulle du stå med et brændende ønske om at gøre en forskel for spejderne i Ry, så kan dette være din mulighed – også som eventuelt bestyrelsesmedlem.
Se mere om spejderne, deres ugentlige møder og visioner på: https://1.rygruppe.dk/