FILMEN ”LANDBRUGETS NATUR” VISER, AT VI KAN GENOPBYGGE NATUREN MED LANDBRUGET. Ved at omlægge til regenerative dyrkningsmetoder kan landbruget gå fra at belaste miljøet til at være en del af løsningen på klima- og biodiversitetskriserne.
Filmen, som danske naturforkæmpere, klimaaktivister og visionære jordbrugere har ventet på, er her endelig. Den handler om regenerativt landbrug praktiseret af landmænd og -kvinder i Danmark, og den er på dansk. Filminstruktør Isabelle Denaro er på turné med filmen og kommer til Ry den 20. august.
I 2011 gik Isabelle Denaro ind i det lokale supermarked i Madrid, hvor hun boede, og kom tomhændet ud. Det var dér hendes krise toppede. Hun kunne ikke længere bære at købe og tilberede mad, der indeholdt pesticider, til sine børn. Efter et helt liv i udlandet begyndte familien at planlægge rejsen hjem til Danmark, hvor der i modsætning til Sydeuropa var rige muligheder for at købe økologisk. Det blev samtidig starten på hendes kamp for et nyt landbrugs- og naturparadigme.
Ideen til filmen Landbrugets Natur fødtes, da landet lukkede ned under corona-krisen i marts 2020. Isabelle havde gennem længere tid researchet og fået indsigt i landbruget i Danmark og de store natur-, klima og miljømæssige udfordringer, vi også her i landet står over for.
”Man kunne lave mange film om landbruget. På godt og på ondt. Måske mest på ondt, for det, der egentlig skulle være vores eksistensgrundlag, kunne meget vel gå hen og blive grunden til, at vi udrydder os selv som art,” siger hun.
Isabelle mente dog, at der var brug for håb og nye visioner og valgte derfor at lave en film om, hvordan et naturvenligt og livsbekræftende landbrug ser ud, og hvorfor det også videnskabeligt giver mening at gå den vej, som mange af os intuitivt opfatter, er den rigtige. Filmen følger en række danske jordbrugere og deres bud på et regenerativt landbrug. Der er masser af viden og inspiration at hente. Og håb, ikke mindst.
”Et landbrug med et regenerativt fokus kan gå hen og blive løsningen på klima- og biodiversitetskrisen. Hvis vi har fokus på at genopbygge jorden og dens mikroliv, så genskaber vi de naturlige processer og den balance, vi har ødelagt. En sund jord er en levende jord, og det er godt for både klimaet og biodiversiteten. Det er vigtigt, at vi alle har denne basale naturvidenskabelige viden, så vi kan deltage kvalificeret i den offentlige debat. En omlægning af landbruget kræver en bevidsthedsændring og et paradigmeskifte. Og forandringen begynder med viden,” siger Isabelle Denaro.
Mikrolivet er nemlig det nye sort. For det er bakterier og svampe i jorden, der binder kulstof fra atmosfæren, opbygger jordfrugtbarheden, skaber jordstruktur, sørger for at planterne får den rette næring og beskytter dem mod pest og sygdomme. Mikroorganismerne kan ikke lide at blive forstyrret af pesticider, kunstgødning og pløjning. Det dør de af. Og uden mikrolivet kommer hele det naturlige kredsløb i ubalance.
Selvom fremtidsudsigterne ser grumme ud, bevarer Isabelle Denaro sin optimisme og tro på, at vi kan ændre retning. ”Jeg nægter at tro, at vi er her for at ødelægge planeten. Faktisk så tror jeg på, at vi er her for at skabe mere liv på planeten, mere kompleksitet, mere frodighed, mere diversitet. Andre har gjort det før os. Vi er bare faret vild og skal nu finde tilbage. Det håber jeg ydmygt på, at min film vil bidrage til.”
Kontakt: Isabelle Denaro. 31516068. isabelle@makeimpactfilms.com
Filmens website: www.thenatureoffarming.com